Komite Login
Hvad er mere oplagt for en cykelhandler, end at støtte børnenes cykelringridning ved Ringriderfesten i Sønderborg? Sådan tænkte Fri Cykler på Alsgade og kastede ikke blot tid, men også masser af gode præmier ind i den traditionelle konkurrence for børn op til 14 år.
- Vi er rigtig glade for, at der kommer nyt liv i vores gode tradition og jeg forventer derfor mange flere børn og forældre vil deltage i år, siger Benny Engelbrecht, der er formand for ringriderfestens børnekomite.
Med ny sponsor er ruten for det flotte cykeloptog også lavet om. Optoget starter kl. 13.30 lørdag og går fra Fri Cykler på Alsgade, via Perlegade til Ringriderpladsen. Sønderborg Gardens Sambaband fører børne-cykelringriderne gennem byen til ryttergalgerne og med i optoget er også Maliq fra Broager Sparekasse der deler lidt mundgodt til de mange der traditionelt følger optoget på vej.
Der konkurreres i galgerne i flere aldersklasser og der er naturligvis også præmie til bedst pyntede cykel.
Arrangementet er gratis at deltage i og begynder med indskrivning ved Fri Cykler på Alsgade kl. 12.30. Alle deltagere og de forældre der følger optoget, kommer naturligvis gratis ind på Ringriderpladsen.